Uopfordret ansøgning
Jeg er super klar til nye udfordringer. Jeg tillader mig uopfordret, at søge fleksjob hos XXXXXX i op til 20 timer om ugen.
Jeg har afsluttet et 12 måneders virksomheds revalideringsforløb hos Logicmedia A/S, Aalborg og er efterfølgende blevet visiteret til fleksjob.
Jeg har nedsat hjertefunktion, hvilket betyder, at jeg har behov en kortere arbejdsdag. Der er ikke yderligere skånehensyn.
Jeg er vurderet til en arbejdsevne på 20 timer om ugen med en effektivitet på 80 %. Det giver 16 effektive timer. Jeg håber, at I vil bruge et par minutter på min ansøgning og CV.
Baggrund:
Jeg har mange års erfaring, primært indenfor webudvikling, system administration og support. Jeg startede hos et webbureau (DIR A/S) i Århus i slutningen af 90erne. Her arbejdede jeg med udvikling af hjemmesider og webshops. Jeg deltog ligeledes i udviklingen af virksomheden eget E-commerce system – ShopServer.
Virksomhedens forretningsgrundlag var i starten primært udvikling af hjemmesider og webshops. DIRs forretningsområde blev efterhånden udvidet med hosting for en lang række partnervirksomheder. Disse partnere var bl.a. webbureauer, reklamebureauer og grafiske virksomheder.
I takt med at hosting forretningen voksede, ændrede min jobprofil sig hen imod systemadministration. Med væksten i DIR A/S blev der efterhånden behov for en dedikeret supportfunktion. I 2005 fik jeg til opgave, at opbygge en Help Desk som skulle varetage 1.- og 2. level support.
Jeg har i forbindelse med virksomhedsrevalideringen haft lejlighed til, at vende tilbage til webudvikling.
Det jeg forestiller mig, at jeg kunne bidrage med hos jer er:
- Udvikling og vedligeholdelse af jeres website og webshop
- Udvikling af kampagnesites og landing pages
- Teknisk SEO
- Intern IT-support
- Ad hoc IT-opgaver
CMS – webudvikling – WordPress:
Jeg kan tilbyde udvikling og vedligeholdelse af jeres hjemmeside og webshop . Jeg har primært arbejdet med WordPress og DIVI builder, men har også benyttet Elementor og andre WordPress builders.
Jeg har anvendt og testet rigtig mange plugins til WordPress. Jeg har blandt andet arbejdet med WooCommerce, Custom Post Type UI, Advanced Custom Fields, Bookly, Modern Events Calendar og mange flere. Jeg er erfaren indenfor CSS og HTML.
Tidligere har jeg stiftet bekendskab med en række CMS-systemer, herunder Umbraco, Joomla og Typo3.
Infrastruktur:
I min tid i hostingbranchen arbejdede jeg primært med Windows servere(IIS webserver), men i de seneste år har jeg kastet mig over Linux/Ubuntu . Jeg har blandt andet konfigureret et udviklings- og produktionsmiljø på Cloud VPS med Ubuntu og LEMP stack(webserver).
Jeg anvender et værktøj/framework som kan oprette og konfigurere WordPress sites på få sekunder. Det giver mulighed for, at foretage en systematisk staging af WordPress, hvor man kan lave en række grund konfigurationer og designs af WordPress. Disse basis-konfigurationer kan efterfølgende klones og derved spare tid i udviklingsprocessen. Værktøjet kan endvidere konfigurere SSL certificate, Yoast-sitemap, FastCgi Cache mm.
Jeg er erfaren indenfor DNS og fejlsøgning heraf.
SEO:
Jeg har arbejdet med teknisk SEO og har et overordnet kendskab til og Google Tag Manager og Google Analytics. I forhold til WordPress har jeg blandt andet anvendt MonsterInsights til Google Analytics og Yoast SEO.
Design:
Jeg er en habil bruger af Photoshop. Jeg har har brugt Photoshop til en række forskellige opgaver: foto-optimering, foto-resizing, mock-ups, logos og ikoner. I fritiden sysler jeg lidt med fotografering og benytter i den forbindelse Adobe Lightroom og Photoshop til efterbehandling.
Kundeservice og support:
Kundeservice og -support har altid været en del i min jobbeskrivelse siden jeg startede indenfor IT-området. Jeg har leveret support til kunder på forskellige tekniske niveauer og på en række forskellige platforme.
Personlige kompetencer:
Som medarbejder, er jeg struktureret og metodisk, men forsøger også at tænke ”Outside the Box” når jeg møder nye udfordringer og opgaver.
Jeg er altid fokuseret på at imødekomme kundernes behov og på at levere de mest hensigtsmæssige tekniske løsninger på en professionel og positiv måde.
Jeg besidder gode samarbejdsevner og tålmodighed i min relation til kunder og kolleger. Her har jeg fået mange positive tilbagemeldinger.
Jeg har erfaring indenfor ledelse og organisation. Jeg har arbejdet i både små og store teams.
Jeg håber, at jeg har vakt jeres interesse. Jeg er altid klar til at svare på spørgsmål. I er naturligvis velkomne til at kontakte mig for en uforpligtende samtale.
Med venlig hilsen
Steen Langeland
5 gode grunde:
til at ansætte en medarbejder i Fleksjob
1
En person i fleksjob er som oftest meget velkvalificeret og kan bibringe virksomheden stærke kompetencer inden for områder, hvor der måske ikke er behov for en fuldtidsstilling.
2
Mange personer i fleksjob har et stort ønske om at beholde deres relation til arbejdsmarkedet, og mange virksomheder oplever at et godt match giver en medarbejder som er meget dedikeret og motiveret.
3
Virksomheden betaler kun for de timer, der arbejdes, og evt. sygefravær dækkes fuldt ud i modsætning til almindelige ansættelser.
4
Fleksjobordningen giver også mulighed for at fastholde medarbejdere, som af en eller anden årsag ikke længere kan yde fuldtid. Dermed kan virksomheden beholde vigtige kompetencer og støtte en god medarbejder, der måske er havnet i en vanskelig situation, uden at det bliver en økonomisk byrde.
5
Jobcenteret er altid med på sidelinjen, og kan hjælpe med at vejlede og bistå i situationer, hvor det ikke går som ønsket. Nogle gange er det et forkert match, og i den situation er der altid fuld opbakning og support til at få løst problemet. Det skal være en gevinst både for virksomheden og den ansatte.
Kilde:
erhvervsforum.ringsted.dk
Løn og ansættelse
– med sikkerhedsnet for virksomheden
Arbejdsgiveren betaler kun løn for det arbejde, der udføres. På overenskomstdækkede områder fastsættes løn og arbejdsvilkår efter de kollektive overenskomster og på ikke-overenskomstdækkede områder fastsættes løn- og arbejdsvilkår efter aftale mellem arbejdsgiveren og den ansatte. På områder, hvor der findes en relevant sammenlignelig overenskomst, skal parterne tage udgangspunkt i denne overenskomst.
Når et fleksjob etableres, skal jobcentret komme med en vurdering af arbejdsevnen i fleksjobbet, herunder hvor mange timer personen kan arbejde i fleksjobbet. Det første fleksjob bevilges altid for en 5 årig periode, sådan at der er sikkerhed og ro omkring ansættelsesforholdet.
Den almindelige regel i sygedagpengeloven om, at en lønmodtager skal være syg i mindst 4 timer om ugen, før at der udløses sygedagpenge, gælder ikke for personer i fleksjobordningen. Det betyder at der ydes sygedagpenge, også hvis sygefraværet er mindre end 4 timer om ugen, og der kan anmodes om sygedagpenge fra 1. fraværsdag.


